På hvilken kyst han engang havde ligget, bag en æggeskal så tynd, at himlen kunne skimtes igennem den, vidste ingen. Heller ikke jeg, der i ferierne lå og missede mod solen i brændingen, indtil min mor sagde, at mine øjne ville blive til aske, hvis jeg ikke holdt op. Ved hjemkomsten faldt han ud af bagagen og trillede rundt om sig selv med en lyd, man fik ondt af at høre på. Ting man ikke fik sagt, blev glemt på bunden af vasketøjskurven, og kom først til syne igen, som en let misfarvning, når nogen tømte maskinen. Hvilke håb og drømme kunne en sådan skabning i det hele taget have? Halvkvalte tilståelser hang på tørresnoren og blafrede. Han foldede dem sammen og fordelte dem i vores skuffer. Det undrede mig sådan, at man kunne være gud for både købmænd og tyve.
– fra Gode og dårlige nyheder