Efter den foreløbige afslutning af DET FORJÆTTEDE LAND skrev Henrik Pontoppidan (1857-1943) op igennem 1890erne en række skæmteromaner. I tre jeg-fortællinger fra vidt forskellige egne af landet driver han gæk med, som han skrev i et brev til Viggo Stuckenberg, tiårets Forkærlighed for sådanne erotiske Tilstande, hvor Menneskets Forstand og Vilje kues i Stedet for at skærpes: MINDER (1893), DEN GAMLE ADAM (1894) og HØJSANG (1896). Med indestængt vrede bag skæmten behandler han tidens kunstdiskussion i NATTEVAGT (1894) og sin helt egen diskussion om ægteskabet i LILLE RØDHÆTTE OG DET IDEALE HJEM (begge fra 1900). Graden af skæmt er det bestandigt op til læseren selv at skulle afveje. Disse seks SMAA ROMANER, som Pontoppidan selv navngav dem, udgives her i deres oprindelige udgaver, før det gustne overlæg greb ind og ændrede dem alle, mere eller mindre.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs serie med førsteudgaverne af Henrik Pontoppidans SMAA ROMANER kommer til at omfatte tre bind. Bind 1, SMAA ROMANER 1885-90 udkom i 1999 og efter herværende bind 2 følger bind 3 med SMAA ROMANER 1905-19 der vil rumme BORGMESTER HOECK OG HUSTRU (1905), DET STORE SPØGELSE (1907), HANS KVAST OG MELUSINE (1907), DEN KONGELIGE GÆST (1908) og ET KÆRLIGHEDSEVENTYR (1918). Alle de små romaner undergik siden fra forfatterens hånd større eller mindre ændringer.

Udgiveren, cand.mag. Flemming Behrendt, skrev i 1964 en speciale-afhandling om Henrik Pontoppidans omarbejdelser, der opklarede tilblivelsen af de to store romaner, DET FORJÆTTEDE LAND og LYKKE-PER. Efter 30 år i journalistik vendte han med udgivelsen af SMAA ROMANER 1885-1890 (1999) tilbage til det komplicerede pontoppidanske forfatterskab.

Han stod i 2000 bag stiftelsen af PONTOPPIDAN SELSKABET, hvis website www.henrikpontoppidan.dk og skriftserie han redigerer, og arbejder på en biografi om Henrik Pontoppidan.