Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom! 
 

Udgivelser 2009
Valbygårdserien
Udgivelser
Læseprøver
Nedsatte bøger
Presse

Udkommer snart

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Ordrestatus
Nyhedsbrev
Sitemap

Links
BorgenBusiness
BorgenJunior
Maaholms Forlag
Hvedekorn
Insiteout • digtfremviser
BorgenNyt - for boghandler
Borgens Bogklub

Dankort EuroCard / MasterCard JCB Visa Visa Electron




UD TIL GRÆNSEN af Karen Marie Brøgger > Læseprøver > UD TIL GRÆNSEN af Karen Marie Brøgger  |  Udskriv
Når jeg tager til motionsløb og den slags, gør folk nogle gange nar af mine ben, fordi de er temmelig iøjnefaldende, for ikke at sige enorme i forhold til min størrelse. De siger, jeg har "ødelagt" dem med min vægttræning. Men i virkeligheden har jeg ikke trukket særlig meget jern med benene. (...) Men jeg kan nu ikke lide at blive drillet med noget, jeg ikke selv har valgt. Det er i virkeligheden frygtelig uopdragent at drille folk med deres udseende. Så når folk tror, at jeg er gået forkert til et løb, har jeg en overraskelse i baghånden. Jeg kan nemlig godt løbe, måske er jeg ikke i verdensklasse, men jeg kan sagtens tvære de fleste af motionsløberne. Jeg kan uden problemer bære nag i 10 eller 20 eller 40 kilometer til en klubløber, der har stået i start og gloet hånligt op og ned ad mig, mens han har hvisket med sidemanden. Han kommer på listen. Hvis han på et tidspunkt får problemer i løbet, får jeg stensikkert digtet en eller anden demoraliserende bemærkning til ham. DET SER GODT UD, KOM NU, DER ER IKKE LANGT IGEN, er min yndlingsbemærkning, hvis han lader mig overhale. Netop den bemærkning kan sætte enhver træt løber ned på en hastighed på cirka 7 km/t. (side 14)

Jeg var også tolv år, da min far første gang mig kørte til Nijmegenmarch. Det er en marchtur, der strækker sig over fire dage. Den foregår i Holland i og uden om byen Nijmegen. Denne march er en af verdens største og er kendt langt uden for marchkredse. Der er for eksempel rigtig mange militærfolk fra hele verden, både hjemmeværn og professionelle, som deltager hvert år. Man skal gå ruter på 4×30, 4×40 og 4×50 km, alt efter alder og køn. Da jeg som tolvårig var ved at blive en lille hård nitte, var jeg no-get fortørnet over, at jeg på grund af min unge alder kun kunne få lov til at gå kyllingeruten på 4×30 km. Faktisk begyndte jeg at vræle af arrigskab, da jeg blev oplyst om denne uretfærdighed. Min far protesterede på mine vegne, men funktionæren stod fast. Jeg var for lille til at gå langt og måtte nøjes med 4×30! (side 93)

Det er først her i mit civile liv, jeg har opdaget, at jeg kan løfte mere end gennemsnittet. Da jeg var ansat som kampvognsmekaniker, lignede jeg bare de andre. Man har en ret kort levetid i sådan en kampvognseskadron, hvis man ikke kan løfte noget. Alt på en kampvogn er tungt. En bremseskive vejer f.eks. 72 kg. Det er nogenlunde det samme som jeg selv. Et drivhjul skal spændes med 1.000 newton. Det svarer til 100 kg, hvis man trækker i en skraldenøgle, der er en meter lang. Der er ikke noget at sige til, at kampvognspander får store arme. Man kan kende kampvognsfolk på deres arme efter ret kort tid, uanset om de er ganske unge. Når kampvognspersonel begynder at træne, bænker de 100 kg i løbet af ingen tid. De hurtige resultater gør, at mange kampvognsfolk bliver glade for at trække jern i fritiden. Så egentlig havde jeg det godt i kampvognseskadronen, det var et godt miljø at træne i, når ønsket var at blive STOR og BRUTAL. (side 180)

UD TIL GRÆNSEN af Karen Marie Brøgger

Borgens Forlag  -  Valbygårdsvej 33 - pr. 25.1. Mosedalvej 15, 3.sal  -  2500 Valby
Tlf. 3615 3615   -  Fax. 3615 3616  -  E-mail: post@borgen.dk  -  CVR-nummer: DK-54965419