"Endnu en pil hvislede forbi, og lyden af råb fra lejren fik Leif til at træde tilbage.

”Leif! Arnulf! Hurtigt, vi bliver angrebet!”

Eigil Sorte svingede med armene, og Leif samlede øksen op med venstre hånd, mens Arnulf stønnende kom på benene. Flere pile blev skudt ud af skovens halvmørke, og tre yderfjordsvikinger kom løbende med skjolde. Et af teltene brød i flammer, og nordmændene forlod bålene over hals og hoved og søgte mod skibet. En stor flok mænd bevæbnet med langbuer kom ud fra skoven, og Arnulf satte i løb, mens brandpile begyndte at hvine over hans hoved. Fordømt som alle stræbte ham efter livet! Den mand som netop havde frelst ham fra Leif, kunne let volde ham banesår!

Toke stod på stranden og sikrede sig råbende at de sårede vikinger blev båret ombord, men alt andet måtte efterlades, angrebet var for voldsomt og uventet til at det var muligt at yde brugbart modpres, pilene slog som regn. Arnulf nåede Tveravn og så sig forpustet tilbage. Leif kom humpende, støttet til sine fæller, og brændende pile ramte langskibet og truede med at sætte ild til det. Stadig flere mænd kom ud af skoven, men de holdt sig på afstand og nøjedes med at bruge buerne, og Arnulf stak sværdet i skeden. Ud ville de have vikingerne, ud i stormen og det kværnende hav, jage dem af stranden som hævn for drab og ran, jarlsgården havde lyst som en baune over landet! Han kæmpede sig om bord men sank så sammen ved sin tofte, ude af stand til at røre sig igen.

Tveravn blev stødt i vandet, og Leif trukket op i agterstævnen som den sidste, så greb besætningen til årene og flyede kysten med øvede tag. Hræsvelgr tog ilde imod havhingsten, og hårdt skulle årene trækkes. Skumsprøjtene gennemvædede Arnulf, og han krøb våndende sammen og fik endeligt fat om sit dunkende ben. Skibet ville forlise, druknedøden ventede dem alle, men udmattelsen kvalte både angst og fornuft som en uldpels. Leif sad ved siden af og led af sine sår, og Toke krystede roret og råbte, at enhver måtte vare sig imod at blive skyllet overbord, Jørmungand var vågnet!"

ARNULF af Susanne Clod Pederen