 PROLOG side 7-9
Calcutta 1839
Det er noget af en kunst at ryge opium.
Jeg kigger på min bakke og dens indhold – piben, der er beklædt med fint ciseleret sølv, den lille spritlampe, den lange, stumpe nål, beholderen med chandu og min række af kugler i ærtestørrelse, men af mørkebrun pasta. Mine læber er tørre. Jeg lukker øjnene og ser det hele for mig: opiumkuglen for enden af nålen hen over lampens flamme, den mudderbrune substans, der bobler og svulmer op, til den omsider er blevet gylden. Så opfanger man den på kanten af pibehovedet og bruger nålen til at trække den ud i lange tråde, til den er ordentligt gennemvarmet. Ruller den tilbage i sin form og skubber den – hurtigt, for den skal have den rigtige konsistens – ind i pibehovedet. Så holder man det tæt hen til lampen, hvis flamme slikker det ømt. Jeg ser mine læber lukke sig om det velkendte elfenbensmundstykke og tager så et dybt sug, et til, og endnu et. Lyden er som den regelmæssige, uafbrudte rytme i et hjertes banken.
Jeg åbner øjnene og slikker mine læber. Det er tidligt om morgenen. Indiens sol vil først nå sin middagshøjde om adskillige timer; der er tid endnu, inden dens kobberrøde stråler bager og får alting til at skrumpe, og inden tjenestefolkene er nødt til at sprøjte vand på de røde fluenet og lukke alle skodder. Jeg kigger igen på min bakke.
Ikke endnu. Jeg vil ikke tage min pibe endnu. Jeg har noget at fortælle dig.
Jeg kan høre barnestemmer ude fra haven gennem de åbne vinduer. David leger med dhobi'ens søn. Barnelegen, en tilsyneladende meningsløsgaloperen omkring på lange stokke, foregår med de skødesløse, ubesværede bevægelser, som kun femårige mestrer. Malti sidder på verandatrappens øverste trin. Hun bevæger langsomt en hestehårsvifte foran sit ovale, blankt skinnende ansigt, som udtrykker en indisk barnepiges glæde ved at holde øje med det elskede barn, hun tager sig af.
Drengene farer rundt og rundt på plænen, som er bevokset med krybende doob. Bougainvillea og hibiscus stråler i højrøde farver.
Jeg har aldrig leget, som min søn gør det i dag. Dengang, da jeg bare var en smule ældre, end han er nu, arbejdede jeg ti timer om dagen seks af ugens dage hos bogbinderen på Harvey Close i Liverpool. Jeg havde aldrig mærket græs under mine bare fødder eller hørt fuglesang, og det var kun sjældent, jeg mærkede solens varme på mit ansigt. Min søn vil aldrig få noget at vide om mit arbejde, hverken det første, jeg havde, eller det arbejde, jeg udførte senere, mens jeg endnu var barn, men ikke længere lille. Den del af mit liv vil for altid være lukket land for ham, men ikke for dig.
David er standset op og står med hovedet på skrå, som om han lytter eller er blevet forbavset. Men så bøjer han sig ned og stikker hånden ind under blyrodplanternes lave hæk.
Han løber tilbage til Malti med sørgmodig mine, mens han holder om en fugl med begge hænder. Selv på afstand kan jeg genkende dens grønne fjer og den lysende røde plet over dens næb. Den bevæger sig lidt, men er såret, dens ene vinge hænger underligt slapt. Det er en lille, almindelig fugl i Indien, en Kobbersmed Skægfugl. Basanta bauri. Så sent som i går hørte jeg dens velkendte gok-gok fra mangotræerne. Nu kalder David på mig, hans stemme er hæs og oprørt. Jeg kan se hans solbrændte hud, og hvordan hans lange, slanke tommelfingre forsigtigt lægger sig om det hjælpeløse dyr i et forsøg på at holde det uden at gøre det fortræd.
Jeg tænker på mine egne hænder, dengang jeg var lige så lille; de var ru af den kolde blæst fra den grå Merseyflod, plettede af blæk og med billig, gul lim mellem fingrene. Og siden, ikke mange år efter, var de snavsede af noget, jeg ikke kunne vaske af. Lady Macbeth og hendes snavsede hænder. Og endelig husker jeg mine hænder fra dengang, inden jeg for altid tog afsked med min ungdom og indledte min rejse. Skårede af rifter fra papir, tørre af at håndtere bøger, rene at se på, meget rene, men altid, i hvert fald i min bevidsthed, umulige at rense for lugten af for mange mænd, af blodet. Du tænker nok – hvordan mon jeg er kommet fra det sted og havnet her?
Ved siden af min opiumbakke ligger fjerpennen og papiret, som jeg fik Malti til at bringe mig tidligere i morges.
Men jeg må lige have lidt tid til en drøm, inden jeg begynder at skrive. Det bliver min sidste. Jeg har nu givet det løfte før. Jeg har tænkt på det, hvisket det, udtalt det, bedt for det. Men denne gang har jeg sværget ved mit barns hoved, mens jeg i mørket før daggry sad ved siden af Davids seng og lyttede til hans lette, søde åndedrag, fulgt af Maltis dybe, tilsvarende vejrtrækning fra hendes halmmadras i hjørnet. Jeg listede ind, lagde mig på knæ hos ham og sværgede, mens jeg mærkede hans kraftige hår under mine blege fingre.
Jeg sværgede på, at det i dag ville blive min sidste drøm, fremkaldt af Den Hvide Røg. Men uden dens hjælp er jeg bange for, at mine drømme vil udvikle sig til det gamle og velkendte mareridt, det, jeg så længe har prøvet at slippe væk fra.
Jeg lukker skodderne fast i, så der bliver mørkt i værelset, og tænder lampen. Der lyder en summen og knitren, da et insekt vågner op og flagrer om det svage lysskær. Støjen gør ondt. Jeg har taget opium i for mange år; mine sanser er spændte som en tynd tråd, der vibrerer ved den mindste påvirkning – dette insekts vingeslag, den varme regns dråber på min håndryg, det uventede synsindtryk af en mønstret sari.
Opium kan ikke længere gøre mig glad. Det giver mig blot mulighed for at fortsætte. Og i dag vil det for sidste gang berolige min hånd og mit sind længe nok til at skrive det, jeg må skrive. For at min søn en dag kan vide det. Til ham vil jeg kun skrive det, der har betydning for hans fremtid. Til dig vil jeg skrive det hele – dels sandhed, dels minder, dels mareridt – mit liv, det, der begyndte for så lang tid siden, på et sted så langt borte herfra.
SMARAGDFUGLEN af Linda Holeman
|
|
