Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

Udgivelser
Bøger om misbrug
ECKHART TOLLE
Udgivelser 2016
Udgivelser 2017
Udgivelser 2018
E-bøger
Presse

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Help in English

Cookie politik
Privatlivspolitik

Sitemap

Links
Gyldendal
Picta
Gyldendal Studio

Dankort EuroCard / MasterCard Maestro Visa Visa Electron




GRÆNSEN af Knut Faldbakken > Læseprøver > GRÆNSEN af Knut Faldbakken  |  Udskriv
Prolog

Hun småløb, samtidig med at hun forsøgte at læse navneskiltene over butikker og i opgange. Byen mindede om mange andre småbyer, hun havde været i de sidste uger, på begge sider af grænsen, umuligt at huske, hvad den hed, et lille centrum med en lang indkøbsgade i midten, nogle ældre beboelsesejendomme på række i kvartererne udenom, nu og da en større bygning med et officielt udseende, et hotel – et af de få ord hun kunne stave til på dette sprog. Et andet var "Politi". Det var det, hun ledte efter, men ikke kunne finde. Kun lige, velholdte formiddagsgader med få mennesker, butiksvinduer med flot belysning og et vareudbud, som hun aldrig havde set magen til, der hvor hun kom fra. Hun frøs i den tynde jakke. Hun havde ikke så meget tid. Hun vidste, at de snart ville dukke op. De ville lede efter hende. Hvis de fik fat på hende, ville hun blive gennembanket. Det var sket før. De ville skåne ansigtet, men der var en masse andre steder på kroppen, hvor slag og spark gjorde meget mere ondt. De kendte dem alle sammen. Det var, som om de nød at gøre det, for de fortsatte, længe efter at hun havde opgivet enhver modstand og var gået med til alt, efter at hun var holdt med at skrige og bare lå dér, tilintetgjort. Men de var kloge nok til at standse mishandlingen, før hendes ønske om at dø blev stærkere end viljen til at leve videre.
    Derfor løb hun hen ad gaden i denne rolige, godtroende mindre by uden navn, hvor ikke engang oktobermorgenens tristhed kunne dæmpe indtrykket af borgernes intetanende tilfredshed, mens de godt klædt på mod efterårskulden ilede mod deres mål længere oppe og længere nede i dette overskuelige gadenet i deres egen by, hvor tryghed var noget så selvfølgeligt, at et menneske på flugt ikke engang kunne opdrive en politistation.
    Hun standsede op foran et butiksvindue og så sit eget spejlbillede. Fremmedartet, forpjusket, med dårligt bleget hår, gennemblødte sko og tyndt klædt på stod hun dér som et upassende indslag i det velordnede gadebillede, en fremmed, et udskud som de forbipasserende skyndte sig forbi, mens de så væk og afskar ethvert håb om kontakt, for slet ikke at tale om hjælp.
    Mobiltelefonen ringede i hendes lomme. De havde opdaget, at hun havde forladt pensionatet. Tiden var løbet ud. Hun slukkede for mobilen. Så var det gjort. Så var jagten i gang. Bag sit eget spejlbillede så hun butikkens udstillede varer, farvestrålende, velproduceret og frem for alt dyrt tøj. Kvalitetstøj til den succesrige, smagsbevidste kvinde. Tøj hun ønskede sig af hele sit hjerte. På en reol for sig selv stod kosmetikken, krukker, flakoner, cylindre og dåser i skinnende rækker. Mærkevarer som hun kendte fra bladene. Præparater, der kunne forvandle hende til en levende, attraktiv kvinde igen.
    Nu handlede det om minutter. Hvis hun ikke kunne finde politiet, måtte hun sørge for, at politiet fandt hende. Hun havde forberedt sin historie. Hun så på det fine tøj, den forførende kosmetik. Hun begærede det hele. Hun var også en kvinde, der fortjente smukke ting. Noget bedre end det, hun havde. I hvert fald et liv. Hun skubbede døren op og gik indenfor.

1

De havde ikke udvekslet mange ord, men alligevel var de endt i hendes campingvogn. Flaske og papkrus stod på det lille bord. En gasovn susede henne i køkkennichen. Skulle det ske nu? tænkte han. På den måde? Hun havde allerede sparket skoene af og svinget benene op, så der blev endnu mindre plads på den smalle sofa. Arne Vatne havde knap nok rørt sig, bare flyttet armen, så der blev bedre plads til hende. Hun lugtede af røg og stærk parfume. En god lugt. Det var år og dag siden, han havde mærket duften af en kvinde. Han havde holdt sig væk. Skuffelsen og forbitrelsen havde holdt ham væk. Han snusede til hendes mørke hår som en hund. Hun lænede sig ind til ham, lagde sig tungt mod ham. Det føltes godt at holde om den spinkle krop. Han ville gerne have haft tid til at lære hende ordentligt at kende. Nu gik det hele så hurtigt. Det var jo sådan, det måtte være, det forstod han godt, det var betingelserne, men det gjorde ham urolig. Det forstærkede følelsen af, at han ikke skulle have været her. Han prøvede at tænke tilbage på den sidste halve time, forsøgte at forstå, hvordan han var havnet i denne situation. Men hendes nærhed var så reel, så ukompliceret, at det fik ham til at slappe af igen. Han mærkede ikke længere raseriet, der sved et sted derinde, når han en sjælden gang forsøgte at få kontakt med kvinder. Det hjalp måske, at hun var det, hun var. Det hjalp måske, at de ikke engang havde et fælles sprog, tænkte han taknemmeligt og indsnusede endnu en dosis af hendes duft.
    – It is hot in here, sagde hun.
    – I need more drink, svarede han. Det var ikke meget, han kunne sige på engelsk. Han tømte papkruset. Hun skænkede mere op til ham fra colaflasken. Vodka og cola. Hendes valg. Hun havde blandet som en ekspert. Fint nok. Det var efterhånden ikke så tit, han drak spiritus, men han genkendte den døsige tyngde, der bredte sig i kroppen. Samtidig blev der frigjort noget oppe i hovedet, som en drage hvor snoren var knækket, så den bare steg og steg.
    – It is so hot in here, sagde hun igen, satte sig op, løftede armene og trak trøjen af med et rask tag. Så lod hun fingrene glide gennem håret. Hendes figur kom til sin fulde ret. Han kunne godt lide hendes hår, mørkt og unorsk faldt det ned over de hvide skuldre. Han kunne godt lide hendes hud. Han blev blændet af så meget bar hud. Han konstaterede, at hendes brystholder var sort, men var for genert til at glo åbenlyst. Så lagde hun sig ind til ham igen, så tæt at han mærkede den svage svedlugt blande sig med parfumen.
    – You are strong man, sagde hun med en hånd på hans lår.
    – No. Not so strong. Han vidste egentlig ikke, hvad han protesterede imod, medmindre det var den pludselige følelse af hjælpeløshed, dette at han ikke længere havde noget forsvar mod det, hun gjorde ved ham.
    – Yes, yes. Very strong. Nice and strong.
    Hun kyssede ham på kinden. Det var som ild og isvand. Idet han tog fat i hende, drejede hun sig lidt, så hun fik lagt det ene ben hen over hans. Pludselig havde han hendes knæ mellem lårene. Hun var hurtig og smidig. Prof. Nu var det altså i gang. Nu mærkede han også varmen i den trange campingvogn. Ryglænet på den alt for smalle sofa gnavede mod lænden. Bag de gråslidte gardiner i det lille vindue kunne han stadig skimte striber af dagslys mellem fyrrestammerne. Han ville ønske, det i det mindste havde været mørkt.
    – I don’t know ... Han prøvede at rette sig op, men forgæves. Hendes blide tyngde holdt ham på plads. Han ville sige noget til hende om, hvor dejlig hun var, men at han sad så forbandet dårligt. Han forstod ikke rigtig, hvordan de skulle bære sig ad på så lidt plads.
    – You so fine, stammede han. – But I cannot ... How we do it?
    – You relax, sagde hun og smilede. Hendes tænder, små som mælketænder i den brede mund. Der manglede én. Det fik hende til at se endnu yngre ud. Alt for ung.
    – I teach you. De skrå, honningfarvede øjne fastholdt hans blik, mens hun hægtede brystholderen af.
    Hun var perfekt. Han havde aldrig set så smuk en kvinde. Pige. Hun kunne ikke være meget over ...
    – I teach you, darling ...
    Hun trak den korte nederdel op over bagdelen og satte sig hen over ham. Tungt og let på samme tid. Tungt og let. Dragen i hans hoved fangede alkoholbrisen, steg og steg. Kroppen var ikke længere hans egen, den var varm, koordineret og medgørlig. Hun bevægede sig hele tiden, svajede for øjnene af ham, som om det var en dans, hun var i gang med, mens hun var optaget af at ordne det nødvendige, knappe knapper op, trække lynlåse ned. Dovent, ugenert, målbevidst dansede hun overskrævs på ham, som havde opgivet enhver modstand. Tvivlen smeltede. Synet blev sløret. Han kunne have grædt, hvis han ikke havde følt sig så lykkelig. Han bandede og hulkede, mens pigen tog ham i skole, som han aldrig var blevet taget i skole før.

GRÆNSEN af Knut Faldbakken


Borgens Forlag  -  Gyldendal - Klareboderne 3  -  1001 København K
Tlf. 3375 5555  -  E-mail: borgen_post@gyldendal.dk  -  CVR-nummer: DK-58200115