Den gamle kvinde kiggede bedrøvet op mod den åbne dør og sukkede. "Der var engang, betjent, da dette var noget almindeligt. Men det kan De jo ikke huske," tilføjede hun lidt mut.
    Kriminalassistent Farsakoglu kunne ikke meget andet end at give kvinden ret.
    "Nu har vi fået turisterne og alle disse elendige vantro fra den anden side af Sortehavet. Dengang jeg var en ung pige, var Tyrkiet for tyrkerne, og man kunne lade sin dør stå åben uden at være bange for at blive udplyndret eller myrdet i sin seng, men nu ..."
    "Det er rigtigt, mrs. øh ..."
    "Yalçin." Hun smilede. "Det er min mand, der har købmandsbutikken derovre."
    Både kriminalassistent Farsakoglu og hendes lille, mørklødede medarbejder kiggede over mod den anden side af gaden på en lille kælderbutik, hvis beskedne indgang lige nu var spærret af adskillige store kasser med Coca-Cola-flasker.
    "Ved De tilfældigvis, hvem der ejer huset, mrs. Yalçin?" fortsatte kriminalassistenten og vendte sig om mod kvinden, der stadig smilede meget stolt i retning af sin ejendom.
    "Det er en armenier, der bor her. Han er enlig. Men jeg ved ikke, hvad han hedder. Han er meget høflig og holder sig for sig selv, og han er meget velklædt. Hans nabo ved måske, hvad han hedder. De kan jo prøve der."
    "Ja, det må jeg hellere."
    Huset, som de to politifolk og den ældre kvinde talte om, var et af disse træhuse fra det nittende århundrede, der var blevet så populære hos udenlandske turister. Som følge af denne popularitet var mange af dem blevet omdannet til det, der blev kaldt "Ottoman Mansion Hotels". Antagelig for at udlændinge kunne prale af at have sovet der, hvor det gamle aristokrati i sin tid havde lagt sig til hvile. Den kendsgerning, at nogle af disse huse oprindelig var blevet opført til ganske almindelige borgere, blev ikke nævnt i udlændinges påhør. Den omtalte bygning og nabohuset, som allerede var blevet omdannet til hotel, havde imidlertid det særlige ved sig, at de var bygget lige op ad en af Topkap&305;-museets ydermure. I betragtning af både husets originale træfacade og umiddelbare nærhed til så eksotiske glæder som det kongelige skatkammer og det kejserlige harem virkede det ret besynderligt, at ejeren fortsat havde ladet huset blive brugt til privat beboelse. Som kriminalassistent Farsakoglus ledsager, den alvidende kriminalbetjent Cohen, engang havde mumlet: "Hvis jeg ejede det sted, ville jeg lave det om til hotel, trække mig tilbage til Bodrum, ligge på stranden og gøre lige, hvad der passer mig." Og det var stort set en fortjeneste i den størrelsesorden, som sådan et hus kunne indbringe.
    "Kan De sige noget om, hvor længe døren har stået åben på den måde, mrs. Yalçin?"
    Den gamle kvinde tænkte sig om et øjeblik, inden hun svarede. "Tja, jeg lagde straks mærke til det i morges ved syvtiden."
    Kriminalassistent Farsakoglu så på sit ur. "Nu er klokken seks, så ..."
    "Det vil sige elleve timer," indskød hendes kollega, "forudsat, at den blev åbnet på det tidspunkt. Og det er jo ikke sikkert."
    "Lad os gå ind og kigge," sagde hans kvindelige overordnede, "bare for en sikkerheds skyld." Så kastede hun et blik op mod de lavthængende uvejrsskyer og tilføjede: "Det er ikke ligefrem en dag, hvor man vil lade sine døre stå vidtåbne."
    Den gamle kvinde smilede, og efter at have gjort sin borgerpligt vendte hun om og gik hen til sin butik.

Selv om huset var højt og bredt og rummede tre etager plus kælder, var det besynderlig mørkt. Men når bagvæggen er et ældgammelt fæstningsanlæg omkring et palads, kan lyset kun trænge ind gennem de vinduer, der vender ud mod gaden. Dette samt den stålgrå, stadig mørkere oktoberhimmel udenfor gav de smalle og lavloftede værelser, politifolkene gik igennem, et dystert og udpræget klaustrofobisk præg. Der stod to lænestole og en sofa, som faktisk fyldte hele stueetagen; det var næsten umuligt at bevæge sig uden om dem.
    Mens kriminalassistent Farsakoglu gik forrest fra dagligstuen og ud i køkkenet, mumlede Cohen: "Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle bo sådan et sted!"
    Køkkenet virkede umiddelbart veludstyret. Der var et komfur, et stort køleskab, talrige skabe og god bordplads, og på det ene af køkkenbordene stod der til og med en meget moderne udseende blender. Af en eller anden grund, som Cohen formodede havde at gøre med, at hans overordnede var kvinde, begyndte kriminalassistent Farsakoglu at kigge i skabene og i køleskabet. Ikke fordi han skænkede hendes gøren og laden nogen videre opmærksomhed, for han var helt opslugt af kalenderen fra 1982 med forsidebilledet "Piger i badedragt", der hang over køkkenvasken.
    "Tomt."
    Cohen lagde dårligt nok mærke til, hvad der blev sagt. "Hva’?"
    "Skabene og køleskabet er helt tomme."
    Han vendte sig om og så på hende. Hun var meget tiltrækkende af en kvindelig kriminalassistent at være: høj og slank med en fantastisk manke af kastanjebrunt hår, når det ellers passede hende at lade det hænge løst. Cohen svarede, mens han kæmpede med en frygtelig trang til at forestille sig hende nøgen: "Og hvad så?"
    "Ja, normalt har folk da noget spiseligt i deres hus," svarede hun.
Han trak på skuldrene. "Måske. Men hvis denne mand bor alene, går han måske ud og spiser."
    Kriminalassistent Farsakoglu så tvivlende ud. "Jamen, da vel ikke hele tiden? Eller bare for at få et glas te?"
    "Mmm. Jeg kan godt se, hvad De mener, men ..."
    "Men hvad?"
    Han smilede. "Mænd kan vist være lidt dovne, når de kun har sig selv. Enlige mænd har, nå, ja, De ved, andet at tænke på."
    Hun sendte Cohen et blik, der tydeligere end ord fortalte ham, at han godt kunne holde op med at snakke om, hvad enlige mænd måske eller måske ikke kunne finde på, og i stedet tage den aktuelle opgave lidt mere alvorligt.
    Kriminalassistent Farsakoglu så lidt forvirret ud, da hun forlod køkkenet og gik op ad trappen. Mens Cohen fulgte efter hende, smilede han bredt og barnligt ved tanken om at skulle ind i diverse soveværelser sammen med sin skønne overordnede.
    På første etage lå der to ens og fuldstændig upersonlige soveværelser. Der var senge, dækket med samme slags gule sengetæpper, en stol i hvert værelse samt en kommode, som kriminalassistent Farsakoglu hurtigt konstaterede var lige så tomme som køkkenskabene.
    "Det virker næsten, som om beboeren er flyttet for nylig," bemærkede hun, mens hun trak et af sengetæpperne til side og fik øje på en enkel madras uden sengetøj.
    "Folk stikker af en gang imellem," lød det fra Cohen, "især når de er bagud med huslejen."
    "Jeg tror ikke, at det er tilfældet. Mrs. Yalçin sagde, at den armenier, der bor her, var velklædt og meget høflig, og jeg synes ikke, det lyder som en type, der ville rende fra at betale sin husleje."
    Cohen sendte hende et skævt smil. "Tro mig, enhver kan komme til at rende fra sin husleje."
    Hun smilede. "Er det resultatet af Deres betydelige livserfaring, Cohen?"
    "Nja, bevares ..." Cohen rømmede sig på den særlige måde, folk gør, når de vil skifte emne. "Det kan jo være, at der lige har været nogen for at stjæle alle mr. Armeniers ting, ikke?"
    "Måske."
    Hun gik tilbage til trappen. "Kom," sagde hun, "lad os se efter heroppe. Hvis vi ikke finder noget, tager vi også kælderen, inden vi går."
    "O.k."
    I modsætning til den øvrige del af huset var der ingen afsats på andensalen; da politifolkene gik op ad trappen, havnede de ved en dør, der var anbragt oppe for enden. Kriminalassistent Farsakoglu syntes, at det næsten virkede, som om denne del af huset var adskilt fra resten af bygningen – nærmest som en selvstændig lejlighed til en lejer eller fremlejer. I et almindeligt arbejderkvarter i Istanbul var den slags boligarrangementer ikke usædvanlige. Men her i dette velholdte, rummelige hus, der var klistret op ad ydermuren til det mægtige Topkap&305;-palads, virkede det af en eller anden grund besynderligt. Og i forlængelse af hendes instinktive ubehag gik døren uden videre op ved et let tryk med hendes støvle, hvilket den ikke ville have gjort, hvis den havde ført ind til en separat lejers domæne.
    Eftersom gardinerne var trukket for, kunne ingen af de to politifolk i første omgang se andet end deres egne skygger, der faldt hen over det mørkebrune tæppe på gulvet. Cohen rykkede noget tættere på Farsakoglu, end han vidste, hun brød sig om, men anspændte situationer som denne gav ham undskyldning nok. Han rømmede sig, inden han hviskede: "Hvis han nu sover herinde, og vi vækker ham ..."
    "Hallo?" sagde Farsakoglu med høj, myndig stemme samtidig med, at hun tændte den store lysekrone, der hang over den ligeledes store seng. Cohen stod et øjeblik og måbede over hendes energiske væremåde, indtil han så skikkelsen, der lå oven på sengetøjet med bortvendt ansigt.
    "Sir?" sagde hun, igen i et brysk tonefald, der måtte kunne vække enhver sovende.
    Men denne person vågnede ikke op af sin søvn. Og da lugten fra hans tilsølede bukser omsider nåede deres næsebor, vidste de to politifolk, at han ikke ville reagere på en eneste af deres opfordringer – ikke nogen sinde.

Çetin Íkmenvar ikke noget tålmodigt menneske. Han kunne have ventet på, at tjeneren ville komme og servere ham endnu en drink, men det orkede han ikke. Derfor tog han fat om det, han håbede var cognackaraflen, og skænkede en pæn tår op i sit glas, hvorefter han drak med tydeligt velbehag. Hvis han ikke havde været hjemme hos sin allerbedste ven, Arto Sarkissian, ville han have opført sig mere passende – det sagde han i hvert fald til sig selv, mens han skyllede en ordentlig slurk i sig. Den føltes dejlig, denne varme, beroligende smag af alkohol. Desuden gav glasset og cigaretten, som han holdt i den anden hånd, ham den fordel, at han havde noget at tage sig til, hvilket han trængte stærkt til, for ikke nok med, at han følte sig forbandet utilpas i den uvante smokingjakke, han havde på, han følte sig også malplaceret blandt Artos øvrige gæster.
    Çetin og Arto havde været venner lige siden den tidlige barndom. De stammede begge fra intelligente og intellektuelt nysgerrige familier, og som børn havde de to leget sammen og delt deres tanker med hinanden. Som voksne havde deres indbyrdes forhold egentlig ikke forandret sig, bortset fra deres respektive stillinger. Arto havde ligesom sin storebror Krikor valgt en karriere inden for medicin og havde i de seneste tyve år arbejdet for politiet som retsmediciner. Çetin arbejdede også for politiet, men på det langt dårligere betalte område inden for drabsafdelingen. At de to ofte mødtes hen over liget af en eller andens uønskede hustru eller besværlige far, gav dem anledning til en temmelig hård og barsk humor, som de havde til fælles med andre, der arbejder inden for de mere makabre professioner.
    Men uden for arbejdsområdet kunne deres forhold ikke have været mere forskellige. Med ni børn, en hustru og en gammel far at ernære levede Çetin som en nøjsom, hårdt arbejdende tyrker, om end en veluddannet sådan. Hans hjem var en overfyldt, lugtende lejlighed i Sultanahmet, et kvarter, der ikke blot rummede de fleste berømte monumenter i Istanbul, men også en stor, skiftende befolkning af rygsækturister, narkohandlere, alfonser og illegale emigranter. Den tingest, han kørte i – han kaldte den sjældent en bil, for den havde næsten ikke gjort sig fortjent til den betegnelse – var den samme, han havde kørt i siden sit tredje barns fødsel. Alt dette stod i skærende modsætning til den overdådighed, der omgav ham lige nu. Hans rundbuede og muntre lille armenske ven, Arto, havde ikke blot klaret sig udmærket på det professionelle plan, men var også blevet godt gift, og det var derfor, at Çetin nu befandt sig i denne storslåede, projektørbelyste villa ved bredden af Bosporus. Da han fik øje på sin værts hustru, løftede han sit glas til hilsen. Han fik et koldt smil af den kønne Maryam Sarkissian til svar. Da han ikke ønskede at tænke nærmere over, at hun, som han udmærket vidste, ikke kunne fordrage hans magre, lurvede tyrkerpræg, foretrak Çetin at tro, at det var hendes seneste omgang plastikkirurgi, der forhindrede hende i at virke imødekommende.
    "Morer du dig, eller prøver du bare på at drukne dine sorger?"
    Çetin vendte sig om og fik øje på sin ven. "Skal jeg svare ærligt?"
    Arto smilede. "Som altid."
    "Tja, denne smokingjakke er jo ikke ligefrem mig, vel?"
    "Nej, men ..."
    "Og ..." Çetin sukkede dybt. "Hør her, Arto, jeg passer jo ikke rigtig ind i denne kreds, vel? Maryam har lige sendt mig et blik, der sagde det hele."
    "Åh, du ved godt, at du ikke skal tage dig af Maryam," svarede Arto og lo, "og uanset hvad du ellers mener om de mennesker, der er her, går de alle ind for det samme projekt som vi."
    Çetin kiggede ned i gulvet, tilsyneladende flov ved sin vens ord. "Ja, jeg ved det."
    "Vi er nødt til at skaffe penge for at få det projekt i gang, og penge er noget, disse mennesker har mere end rigeligt af."
    Et tilfældigt blik rundt var nok til at overbevise Çetin om dette. Der befandt sig en masse penge i dette værelse, eller i hvert fald ejerne af dem. Fabrikanter, velhavende akademikere, medlemmer af gamle, rige familier – de var her alle, og hvad mere var, de var alle meget interesserede i at tage checkhæftet frem for at støtte det initiativ, der i første omgang var fremsat af Artos bror Krikor ...

KRYSTALBURET af Barbara Nadel