 – JA, KIG ENDELIG forbi til formiddagskaffe! Så når du lige at hilse på, inden de rejser. Vi har savnet dig. Og tillykke med telefonen. Så bliver det hele meget nemmere. Ugen er fløjet af sted. Vi har slet ikke nået alt det, vi skulle. De tager toget til København sidst på eftermiddagen. I aften flyver de videre fra Kastrup til Stockholm. Jenses kone får set hele Norden … Så tag din lille pige med. Jens vil gerne se, hvor stor hun er blevet siden sidst, han var hjemme, da hun lå i vuggen med skarlagensfeber. Han har snakket om hende. Din husbond og Verner og lille Lars er også velkomne, lyder invitationen fra Mos-Anni i vognmandsforretningen, hvor gæsterne fra Amerika er indlogeret.
*
Hun sidder på skrivebordet og lytter med øret tæt ind til bagsiden af det splinternye telefonrør, som Rimor trykker mod håret. Mos-Annis stemme er en maskine, der kalder Venne for Verner og Lillas for lille Lars og julegavebånd for husbånd. Det er første gang, de prøver den nye telefon. Den er en nat gammel og gør stuen overraskende at være i.
– Mos-Anni vogter over sin mangemillionærbror fra Amerika som den mest jaloux søster i verden, siger Rimor, da hun har lagt telefonrøret tilbage på telefongaflen og ringet af. Anders nikker, han har også lyttet til noget af Mos-Annis maskinstemme, det af den, der truttede fra telefonrøret forbi hendes og Rimors ører lige ud i stuen.
– Morbror Jens er lige gået en tur på kirkegården. Hans kone sover skønhedssøvn til langt op på formiddagen. Han spiller golf med præsident Eisenhower, uha uha, siger Rimor og smiler. Anders fortsætter med at nikke.
– Hvorfor nikker du sådan, far?
– Den virker jo, som den skal, siger han og nikker videre.
– Vil du med? Rimor vender sig fra telefonen mod Anders, der holder op med at nikke.
– Nej, jeg skal på fyret. Og jeg er sikker på, at Venne heller ikke vil med. Så må han passe Lillas så længe.
*
Rimor plukker blomster i haven og binder rødt julegavebånd omkring deres stilke. Mos-Annis maskinstemme i telefonen kalder julegavebånd for husbånd. Det er også velkomment.
– Jeg vil ikke ankomme på herrecykel, svedig og uglet med ungen forpjusket på stangen, siger Rimor ud i luften til solskinsvejret uden for stuen eller til Anders. Så ruller hun håret op til en knold i nakken og sætter hårnåle i, hendes frisure bliver for høj til cykelture.
De tager rutebilen for at kunne være fine i håret til formiddagskaffen med den beundrede morbror Jens fra Amerika.
*
Lakskoene klaprer mod asfalten, da de kommer ud fra rutebilen. Hun følger med i lyden, bliver væk i den oppe i himlen, som står stille over husene. Husenes øjenvinduer følger hende. Hendes lakskos klapren mod asfalten blander sig med landsbyens morgenstilhed. Rimor lugter af pænt tøj fra klædeskabet og de gule blomster og det røde husbånd. Der er ingen folk på vejen. Hun får øje på en stor grankogle og samler den op og er vågen, ligesom ordene hun kender er vågne, selv om hun ikke siger dem højt. Hun tier stille med dem alle sammen på én gang på samme måde som hele morgenen tier stille rundt omkring lakskoenes klapren, hårde lædersåler forneden, skinnende sort fletværk foroven. Solen er frisk sammen med træerne, der er grønne og lidt røde og sorte, det er vejen også. Hun knuger om grankoglen. Hun kender de små grankogler, som ligger under grantræet hjemme ved Bomhuset, somme tider har hun trådt på nogle af dem, men de er alligevel ikke gået i stykker, for de er fyldt med hårde, småbitte vinger. Den store grankogle er deres mor, den skal med hjem til sine grankogleunger og Lillas og Hundse.
*
– Læg bare grankoglen på trappen her! siger Rimor.
De står på trappen uden for døren ind til Mos-Anni og dem fra Amerika og deres flyvemaskine. Flyvemaskinen er lavet af sølv. Der kan være over hundrede amerikanere inden i den. Der sidder de i flyvemaskinen og får serveret amerikansk mad, sunde grøntsager uden brun sovs. De sidder på sæder omkring spiseborde, ligesom hvis de sad i en rutebil med køkken og tallerkner. En rutebil større end den største flyvende hval, som findes. Den flyver over Grønland. De kan se al sne og is i verden ovenfra. Også isen og sneen på vandpytterne i grusvejen ud til fyret, når det bliver vinter. De har mange penge, som ikke ligner andre penge. Hun kan alligevel godt købe sodavand og lakrids for dem, lige så meget som hun vil, og hvad så når Slik-Laura ikke har flere sodavander og lakridser?
Lakskoene siger ikke noget til alt det, hun ved om dem fra Amerika. De står og venter på trappen ved siden af den store grankogle, der også venter, ligesom hendes hvide strømper og den nye blåternede kjole og vindjakken venter og lugter som vasketøj på tørresnoren. Venter på at komme op at flyve.
*
Det er ikke første gang, hun står på Mos-Annis trappe. Hun er kendt med farverne af cement og bryggers og vaskehus og skygge fra det høje træ i græsset foran huset og oliedunsten fra husets store garage, vognmandsforretningen med lastbilen og lillebilen. Hun har været der før, en eller anden gang før. Hun har siddet og været på besøg på en stol, hun ikke ved, hvad hedder. En, der kradser under lårene og ligner de andre stole og lænestolen og sofaen i Mos-Annis og vognmandens stue. Hun har siddet i et andet lys end hendes eget og Bomhusets lys og i en anden luft. Og været på besøg og tegnet med vognmandens tykke røde blyant på brunt indpakningspapir fra en af Mos-Annis køkkenskuffer. En hest. Først hestens hale, så alt det andet, der er hest. Og hun har hørt Rimor og Mos-Anni snakke om besøget fra Amerika og præsident Eisenhower. Hun har lært navnene udenad. Og historien om morbror Jens, der rejste til Amerika og skrev julekort. Og til sidst giftede han sig. Det var sådan, de sagde. Hvad sagde de mere, når de snakkede om dem fra Amerika? Hun kunne ikke høre det hele. Når hun snakker med hesten, hun tegner, overdøver den snak alt andet. Hun fortæller hesten, hvordan den ser ud, og hvordan den spiser græs, og den siger, den glæder sig til at ride en tur med hende, når hun er færdig med at tegne den. Det overdøver, hvad Rimor og Mos-Anni siger. Men hun har hørt, at morbror Jenses kone ikke kan et ord dansk, og at morbror Jens er den ældste og også den dygtigste, og at det er dejligt, at han vil komme på besøg. Og at han vil tage kvinden, han har fundet derovre, med til Danmark. Kvinden, siger de. De siger, kvinden stammer fra indianerne. Og hun har vist nok en datter, siger de. En datter?
– Ja ja, hun har været gift før, fortæller Mos-Anni.
– Nå, men det har han da ikke, vel? vil Rimor vide.
– Hvordan kan du spørge så dumt? Mos-Annis stemme lyder gal. Den piber.
DEN FORELSKEDE UNGE af Marianne Larsen
|
|
